Tvivl om værdien af Ungeklimaråd

Henry Franzen udtrykte i går i et læserbrev sin skepsis overfor det nye Ungeklimaråd i Kolding i sit læserbrev. Men der er ikke grund til bekymring, mener hverken kommunen eller de unge selv.

Af Alberte Ravn Skoglund

”Jeg kan nemt frygte, at ungeklimarådets tilblivelse vil blive gjort med ”ført” hånd. ”Store” guruer vil formulere strategien, og dermed bliver de unge mennesker rene statister i endnu en fordrejet klima debat.”
 
Sådan lyder det fra Henry Franzen i et skeptisk læserbrev i JydskeVestkysten. Han frygter, at Koldings nye Ungeklimaråd er for uerfarne til at beskæftige sig med noget så komplekst som klima uden at blive holdt i hånden.

Kolding Fjord Tidende har i dag snakket med Henry Franzen, der understreger, at meningen med hans læserbrev ikke er at genere nogen, men snarere er et udtryk for en frygt for, at det nye ungeklimaråd for let kan manipuleres af et bagland med sin egen agenda.

”Tanken med ungdomsklimarådet er fin, for det er og bliver dem, som skal præge dagen i morgen, men folk med stærke politiske holdninger vil uundgåeligt trække de unge i en bestemt retning,” siger Henry Franzen.

Jesper Elkjær fra Børne- og uddannelsesvalget i Kolding kommune deler på ingen måde Henry Franzen holdninger.

”Formålet med klimarådet er netop at give de unge et ansvar. Det er deres fremtid, så det er vigtigt, at de har en stemme. De tænker på en anden måde, end vi gamle gør. Så det er netop det helt modsatte af at skulle blive marionetdukker,” siger Jesper Elkjær.
 
Henry Franzen mener også, at unge i teenageårene, af gode grunde, ikke har indsigt i, hvad det kræver at holde et samfund i gang.

Men ifølge Marie Qvist, som er en del af det nystartede ungeklimaråd i Kolding, er det ikke tilfældet. Hun understreger, at unge mennesker i den grad følger med i hele klimadebatten. Hun er derfor overbevist om, at unge mennesker godt er klar over, at klimaforandringerne er et kæmpe problem.
 
”Mange sidder bare og kigger på tal for klimaet, men det er ungdommen, der har gejsten og viljen i klimakampen,” siger Marie Qvist.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *