Kolding Esport mangler frivillige: “Forældrene har svært ved at sætte sig ind i det”

Kolding Esport har hold til de fire computerspil Counter-Strike, League of Legends, Overwatch og Fortnite.

Kolding Esport drives af frivillige, men i øjeblikket er der ikke nok frivillige til at opfylde efterspørgslen, og forældrene til esportsudøverne byder sig ikke til.

Af Nikolai Gilkrog Mortensen

Esport er i stor fremgang i Danmark, og det samme gælder hos Kolding Esport. De har i øjeblikket 40 børn på ventelisten til at deltage på deres Fortnite-hold, og derfor savner formanden flere frivillige til at møde den store efterspørgsel.

Frivillighedsforeningen Kolding Esport har 19 frivillige, men kun én af de frivillige er forælder til et barn i klubben. Formanden for Kolding Esport forsøger med jævne mellemrum at opfordre forældrene til at hjælpe til som frivillig, men uden det store held.

“De siger ofte, at det vil de lige se på, og så hører jeg ikke mere fra dem. De ser det måske som en god idé i nuet, og finder derefter ud af, at de ikke har tiden til at sætte sig ind i en ny verden,” siger Martin Johansen.

De frivillige er typisk tidligere esportsentusiaster fra 20-30 år, og formanden for Kolding Esport, Martin Johansen, indrømmer, at forældrenes manglende forståelse for esport kan have skylden.

“Forældrene har svært ved at sætte sig ind i esportsverdenen. De kan være bange for, at de ikke føler sig gode nok til at varetage en opgave som træner for et spil, som de ikke er sat ind i,” siger Martin Johansen.

Han mener ikke, at forældrene bør være nervøse for, at de ikke på forhånd har sat sig ind i gamerverdenen. Træneraspiranterne vil blive oplært af de ildsjæle, der i forvejen arbejder frivilligt hos Kolding Esport.

“Vi tilbyder uddannelse til de frivillige og et stærkt fællesskab, som det hører sig til i en frivillig forening. Samtidig kan de være med til at gøre børnene i foreningen glade,” siger Martin Johansen.

Kolding Esport har, udover Fortnite, også hold, hvor der bliver spillet andre populære computerspil som Counter-Strike, Overwatch og League of Legends.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *