Kolding-borgmester forstår erhvervshavnens kritik

Erhvervslivet på Kolding Havn er utilfredse med, at de ikke er blevet hørt i forbindelse med lukningen af havnen. Borgmester Jørn Pedersen (V) indrømmer, at man kunne have inddraget virksomhederne tidligere i forløbet, men beslutningen ville have været den samme.

I fremtiden bliver industri byttet ud med boliger på Kolding Havn, hvis det står til Jørn Pedersen og byrådet. Foto: Anna Mihsner Plohmann

Af Andreas Erecius Christensen

Flere virksomheder og medarbejdere på Kolding Havn har kritiseret byrådets beslutning om at lukke erhvervshavnen inden for en 25-årig periode, så havnen kan blive omdannet til boligområde. Kolding Fjord Tidende har tidligere skrevet om Hjaltelin ApS, der huserer på havnen, og de er utilfredse med, at beslutningen er vedtaget, uden at de er blevet inddraget. Nu svarer borgmester i Kolding Kommune, Jørn Pedersen, på kritikken.

Kommunen bestemmer

Som borgmester i kommunen har Jørn Pedersen stået i spidsen for beslutningen om at lukke erhvervshavnen. Han kan godt forstå, at virksomhederne føler sig oversete, men fastholder at kommunen havde ret til at til at træffe beslutningen uden om erhvervslivet.

”Virkeligheden er bare den, at vi som politikere sætter retningen for byen og for byens arealer. Vi har så truffet den beslutning, at vi på den lange bane ville lukke Kolding Havn,” siger borgmesteren.

Erhvervslivet på havnen er først blevet inddraget i procesplanen, som skal afgøre havnens fremtid, efter lukningen af havnen var vedtaget i byrådet. Jørn Pedersen indrømmer, at kommunen kunne have lyttet til virksomhederne tidligere i processen, men det ville ikke have ændret beslutningen.

”Det er helt fair, at virksomhederne gerne ville have været inddraget tidligere. Teoretisk kunne vi godt have sat os ned sammen med dem og bildt dem ind, at der var tale om en proces, men vi vidste godt, hvor vi ville ende. Så kan man jo lige så godt melde beslutningen ud med det samme,” siger Jørn Pedersen.

Ingen konkrete aftaler

Ole Hjaltelin, som har etableret familiefirmaet Hjaltelin ApS, er ikke tilfreds med kommunens beslutning. Hvis havnen lukkes, vil virksomheder som Hjaltelin ApS ifølge ham ikke have råd til at flytte til en anden havn, som f.eks. Fredericia, da det kan koste op mod 30 millioner kroner for en virksomhed som hans. Hvis virksomheden ender med at dreje nøglen om, vil det også blive dyrt for Ole Hjaltelin, da det vil efterlade ham med en stor regning for nedrivningen af firmaets lokaler.

”De muligheder vi har er enten salg eller afvikling, og det kan blive enden på firmaet, hvis politikerne ikke indser, at planerne om nye boliger er helt hen i vejret,” siger Ole Hjaltelin.

Ifølge Jørn Pedersen har kommunen endnu ikke en konkret plan for, hvordan man vil hjælpe virksomheder som Hjaltelin ApS med at flytte, da første del af procesplanen for havnen først blev vedtaget på et byrådsmøde den 24. september. En del af procesplanen er at føre en løbende dialog med virksomhederne på Kolding Havn omkring en samarbejdsplan, men Jørn Pedersen siger, at der ikke er vedtaget nogen konkrete aftaler på nuværende tidspunkt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *