Lokal kvinde vil skabe forsamlingshus for alle


Der blev i arbejdsweekenden den 5.-6. oktober fjernet en masse gamle ting fra Vonsild Forsamlingshus. Fotograf: Sanne Warnsdorff Der blev i arbejdsweekenden den 5.-6. oktober fjernet en masse gamle ting fra Vonsild Forsamlingshus. Fotograf: Sanne Warnsdorff

Vonsild Forsamlingshus er faldefærdigt og slidt. En ny bestyrelsesformand vil sætte huset i stand og gøre det til et sted for alle byens borgere. Frivillige kræfter og donationer fra fonde skal være vejen frem.

Af: Anna Rothe Kristiansen

Forsamlingshuset i Vonsild, lidt uden for Kolding, er ikke, hvad det har været. Vinduerne gaber, og der er hul i træværket. Ovenlysvinduerne i køkkenet trænger til at blive skiftet ud, og taget har det heller ikke for godt. Med andre ord trænger huset til en kærlig hånd.

Trine Nielsen flyttede til Vonsild for et par år siden. Hun så hurtigt en masse muligheder i forsamlingshuset og ærgrede sig over, at det ikke blev brugt.

”Jeg syntes, det var synd, at det bare synede hen”, siger hun.

Trine Nielsen valgte derfor at stille op til generalforsamlingen i april. Sammen med en gruppe kvinder gik hun til valg på at få shinet huset op, så andre får lyst til at bruge det og ikke søger udenbys. I dag er hun bestyrelsesformand for huset.

Ingen fast økonomi

Vonsild Forsamlingshus er en selvejet institution. Det betyder, at der ikke er nogen fast økonomi eller krav om vedligeholdelse. Bestyrelsen er derfor afhængig af økonomiske tilskud og donationer fra fonde og firmaer.

”Mange steder, hvis man skal søge pengemidler til ting, så skal du have et decideret beløb og projekt. Der er ikke så mange, der bare vil give 40.000”, siger Trine Nielsen, der dog også sætter stor pris på den frivillige hjælp fra lokalsamfundet.

”Vi har lige haft arbejdsweekend. Vi har gjort det rigtig fint med de hænder og midler, vi havde. Der er blevet gjort hovedrent, og alt unødvendigt inventar er blevet fjernet”, siger hun.

Vil skabe nye minder

Mange ældre i Vonsild har et særligt forhold til forsamlingshuset, fordi de kan huske tilbage til deres skoletid, hvor de brugte huset som gymnastiksal eller gik til dans. På samme måde vil Trine Nielsen gerne være med til at skabe nye minder fra forsamlingshuset.

”Et forsamlingshus kan jo bruges til mange ting. Det behøver ikke være noget, der larmer. Vi kunne godt tænke os, at det bliver et medborgerhus, hvor man for eksempel kan komme og lytte til foredrag. Det skal både være for børn, unge og ældre”, siger den håbefulde bestyrelsesformand.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *