Nyt bogbytteskab skal give læselysten videre i Bramdrupdam

Karin Paulsen har selv bygget bogbytteskabet ud af gammelt træ, hun havde liggende, efter hun fik ideen fra en bog-blogger på Instagram. Foto: Marie-Astrid K. Murphy

Der er godt nyt for læseheste i Bramdrupdam. Byen har fået et nyt bogbytteskab på Poppelalle, hvor brugte bøger kan få et nyt hjem.

Af Marie-Astrid K. Murphy

Når Bramdrupdams beboere savner noget nyt at læse i, kan de fremover bare gå en tur forbi Poppelalle. Her finder man nemlig byens helt nye bogbytteskab, hvor bogentusiaster og andre nysgerrige sjæle kan tage bøger med hjem – helt kvit og frit. 

Det er Karina Paulsen, der har startet initiativet, og hun håber, at læseglade naboer kan bruge det til at dele glæden ved bøger.

“Selvom det er mig, der har stillet det op, er det ikke kun mit skab. Det er noget, vi deler. Det skal ses som en forlængelse af vores egne bogreoler,” siger Karina Paulsen.

Bøgerne i skabet har Karina selv samlet sammen i genbrugsbutikker, hvor de kan købes for småpenge. Og netop genbrugsprincippet, som bogbytteskabet bygger på, spiller en stor rolle.

“Jeg synes, genbrugsbøger især er interessante, fordi man kan finde gamle opskrifter og bogmærker og andre underlige ting i dem. Det bliver del af et fælleseje, som vi kan give videre,” siger Karina Paulsen.

Ideen om bogbytte er blevet meget populær, og det kan efterhånden findes i mange byer i utallige variationer. På Poppelalle kan man hente en bog fra bogbytteskabet, som man så må tage med hjem som sin egen. Det kræver kun, at man erstatter den med en af sine egne bøger, som man selv ikke har lyst til eller brug for mere. Sådan sikrer man sig, at der altid er friske bøger i skabet, som andre kan få glæde af.  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *