Skaterne tager Koldings skaterbaner tilbage

Mads Højholdt (venstre) og Kim Bastiste (højre) hører til på Helligkorsgade 13, hvor de har kontor og butik.

Foråret og forsommeren har budt på en del problemer på skaterbanen i Kolding midtby. Det ærgrer nogle af de rutinerede skaterer i byen, og derfor har de taget sagen i egen hånd og vil undervise i skateboarding og ændre billedet af miljøet på skaterbanen.  

Af Zina Hameed

I sommeren 2020 kommer skateboarding på OL-programmet – og det er der mange, der har ventet længe på. Det er en sport, der indtil nu har været mest kendt på gadeplan og i undergrundsmiljøet, og derfor kan sporten virke ukendt og fremmed for mange forklarer Mads Højholdt.

Kim Batiste, der er ejer af skateboardingvirksomheden Batiste & co., og Mads Højholdt vil gerne være med til at fremme skateboarding og skabe et trygt miljø for børn og unge på Koldings skaterbaner.

Problemer stammer ikke fra skatere

”Ved at køre undervisning dernede, får vi afmystificeret hele den rå og undergrundsagtige stemning, der ellers har været.” siger Mads Højholdt.

Kim Batiste og Mads Højholdt får opbakning af Kolding Realskoles skoleleder, Dorte Svane Peschardt, der tidligere har udvist stor bekymring for miljøet ved skaterbanerne.

”Problemet har ikke haft noget med skaterne at gøre, det stammer fra det miljø, der er hernede. Jeg synes, at skaterne er mega seje, for de har været med til at sige fra overfor dem, der har været med til at skabe et utrygt miljø.” siger Dorte Svane Peschardt.

Tillid, samarbejde og fællesskab

Undervisningen går helt ned til seksårsalderen, og er som udgangspunkt for indskolingen og mellemtrinnet. Kim Batiste og Mads Højholdt tror på, at børnene lærer om samarbejde og tillid gennem skateboarding.  

”Skaterbanen er en platform, hvor vi kan dyrke vores sport som klub. Der er et fællesskab i det om du er god eller ej. Skateboardet er vores fællesnævner, og det bringer folk sammen,” siger Kim Batiste

Dorte Svane Peschardt har kaldt til møde d. 28. oktober, hvor forældre kan deltage og få råd til, hvad de kan gøre, når børnene bliver mødt med utrygge miljøer. Her vil vi vise opbakning til Kim og Mads’ initiativ om fællesskab i skateboarding. Undervisningen i skateboarding starter mandag d. 21. oktober.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *