Koldingensere plages oftere af hærværk


De sten, der blev kastet mod bilerne, fandt gerningsmændene i Morten Banks egen indkørsel. Foto: Petrine Ladegaard

I Kolding Kommune har man 25 % større risiko for at blive udsat for hærværk, end danskere har i gennemsnit. Derudover faldt der i 2018 kun sigtelser i 18,5 % af hærværkssagerne. Koldingenseren Morten Bank er en af dem, der måtte kontakte politiet på grund af vandalisme.

Af Petrine Ladegaard

I Kolding modtager politiet flere meldinger om hærværk per borger end i resten af landet. Det viser tal fra Danmarks Statistik. I Danmark blev der sidste år anmeldt 3,8 tilfælde af hærværk per 1000 borgere, mens tallet i Kolding Kommune var 5,2.

Smadrede ruder

Morten Bank er blandt dem, der har været udsat for hærværk. Da han og familien en morgen i september skulle ud ad døren, blev de i indkørslen mødt af synet af to biler med smadrede ruder:

”Min kone begynder at sætter vores piger ind i vores bil og går ned for at tage min mors bil. Så opdager hun, at frontruden er smadret på min mors bil, og der ligger en stor sten nede på asfalten. Da hun så vender sig om for at gå op i indkørslen, ser hun så, at vores bil har fået samme tur.”

Skaderne meldte Morten Bank hurtigt til politiet, der gennemgik gerningsstedet for spor. Men sagen blev hurtigt lukket hos politiet, da der ikke var nogen spor at gå efter. Der var nemlig ikke nogen videoovervågning ved familiens carport.

Morten Banks egne billeder af de skader, der med sten var lavet på bilerne.

Opråb og videoovervågning

På trods af politiets lukning af sagen vil Morten Bank nu forsøge at sikre sig, at det ikke kan ske igen. Han forklarer, at det er billigere at investere i et kamera i bilen end at betale selvrisikoen på bilen. Han har også valgt at dele billeder af hændelsen på Facebook. Han tror ikke, at man kan finde gerningsmanden nu, men han ser andre grunde til at dele sin oplevelse:

”Dels for at gøre opmærksom på, at sådan noget her sker. Også i det her område. Dels fordi at hvis gerningsmændene nu ser det, så kunne man håbe, at det prikkede lidt til deres samvittighed.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *