Signe starter grøn ungdomsbevægelse i Kolding

Signe Kierkgaard Schmidt starter sammen med Sofie Frandsen Eller en afdeling af Den Grønne Studenterbevægelse op i Kolding. Onsdag aften er der opstartsmøde, og målet er klart: Klimahensyn skal øverst på dagsordenen hos politikere, og den ungdom de selv er en del af.

21-årige Signe Kierkgaard Schmidt vil gøre en indsats ansvar for den grønne omstilling. Foto: Jacob Thorsager Mogensen

Af Jacob Thorsager Mogensen

Onsdag aften tager Signe Kierkgaard Schmidt sammen med sin veninde Sofie Frandsen Eller første skridt i bestræbelserne på at skabe en grønnere fremtid for Kolding og resten af verden. På Kolding Musikskole holder de to unge kvinder opstartsmøde for Den Grønne Studenterbevægelse i Kolding.

Organisationen har lokalgrupper i syv danske byer. Det overordnede formål er at gøre opmærksom på, de problemer klimaet står overfor via alt fra klimastrejker til underskriftsindsamlinger. I Kolding har Signe Kierkgaard Schmidt taget initiativ til den 8. afdeling af bevægelsen, fordi hun har fået nok af at se passivt til.

”Det er uretfærdigt overfor omverdenen ikke at gøre noget selv. Når jeg tænder fjernsynet og ser, hvordan tørke og ekstremt vejr rammer verdens fattigste områder, kan jeg ikke bare ignorere det, fordi jeg sidder trygt i Kolding.”, siger Signe Kierkgaard Schmidt.

Alle skal med

Det er endnu ikke afgjort, hvordan den nye afdeling af bevægelsen konkret skal tage del i klimakampen. De to frontkvinder har haft både Facebook-kampagner og klimastrejker oppe at vende. Det skal diskuteres på aftenens opstartsmøde. I sidste ende handler det om at slå et slag, for at folk selv skal bidrage til den grønne omstilling.

Udover afdelingen i Kolding har Den Grønne Studenterbevægelse afdelinger i Haderslev, Aalborg, Aarhus, Odense, Roskilde, Esbjerg og København

”Jeg kender mange, der er bevidste om klimaudfordringerne, men alligevel vælger at flyve Jorden rundt i deres sabbatår. Hvis vi skal løse problemerne, kræver det, at vi tør at sætte klimaet i første række. Også selvom det betyder færre flyveture og mindre kød”, siger Signe Kierkgaard Schmidt

En dråbe i havet

Uanset hvor mange der kommer til opstartsmødet i aften, er Signe Kierkgaard Schmidt godt klar over, at hun ikke kan redde klimaet på egen hånd. Det er ikke noget, der afskrækker hende.

”Hvis man ønsker at se en ændring, kan man ikke starte med andre end sig selv. Vi tager arbejdstøjet på og går forrest, for uanset  hvor lille dråben er, tæller den”, siger Signe Kierkegaard Schmidt

Signe Kierkegaard Schmidt ved endnu ikke, hvor ofte de fremtidige medlemmer skal mødes, men håber på, at de kan samles en til to gange om måneden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *