Havnedirektør og virksomhedsejere ærgrer sig over afviklingen af Kolding Havn

Havnedirektøren Anders Sørensen og adm. direktører og medejere af virksomhederne Svane Shipping og H. Daugaard, er skuffede over den politiske beslutning om at lukke erhvervshavnen i Kolding på trods af økonomisk vækst.

Af Magne Kaae

I midtnovember 2018 besluttede byrådet i Kolding Kommune med borgmester Jørn Pedersen i spidsen at vedtage en intention om en afvikling af Kolding Havn. Planen er, at der skal opføres boliger og skabes rekreative områder på de områder, hvor der i dag er erhvervshavn.

Adm. direktør og medejer af logistikfirmaet H. Daugaard, Michael Frihagen, kalder beslutningen for grotesk.

”Det er en beslutning, der er blevet trukket ned over hovedet på os,” siger Michael Frihagen.

”Det betyder, at vores virksomhed går fra at kunne udvikle sig til at skulle afvikle.”

Adm. direktør og medejer af Svane Shipping, Jesper Hansson, som er den største lejer på Kolding Havn, bakker op om Michael Frihagen.

”Jeg har endnu til gode at se tal og dokumentation for, at det her (havnenedlæggelsen red.) er en god ide”. siger Jesper Hansson.

Kritisabelt forløb

Både Frihagen og Hansson har gennem hele forløbet oplevet en mangelfuld kommunikation. Begge beskriver de, at beslutningen i november kom som et chok.

Begge parter ønsker at finde en både og løsning, så der i fremtiden kan være beboelse såvel som havneaktivitet på Kolding Havn, men mener at kommunen sætter det op som et enten eller spørgsmål.

En havn i vækst

Der er bygninger for mellem 2 og 2,5 milliarder på Kolding Havn, alle bygninger der skal fjernes når afviklingen af havnen træder i kraft.

Ifølge havnedirektør Anders Sørensen har Kolding Havn været i vækst de sidste fire år, derfor kom beslutningen om afviklingen af havnen også bag på ham.

Han påpeger dog at ”beslutningen byrådet har truffet, om at lukke Kolding Havn er helt legitim, men som havnemenneske og havnedirektør, hvor min opgave sammen med havnebestyrelsen er at udvikle, skabe mest mulig vækst og skabe flest mulige job i Kolding Havn, ærgrer jeg mig over beslutningen om at lukke en havn i vækst. ”

Læs også vores historie om arbejderne på Kolding Havn.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *